Forskel mellem fair trade og frihandel
Fair Trade vs Free Trade
GATT forsøgte i mere end 50 år at træffe bestemmelser for at bane vejen for lettere og mere handelsmængde mellem verdens lande. Den almindelige overenskomst om handel og tariffer gav endelig til WTO (Verdenshandelsorganisationen), der har arbejdet for at reducere takster og kvotesystemer for at fjerne hindringer i vejen for bedre handelsvilkår for alle verdens lande. Frihandel er en drøm, der udtænker ensartede spilleregler for medlemslandene, således at intet land lider under grunde af et andet land, og intet land nægter et andet land til at handle og nyde godt af det. Der er en anden sætning, der runder i disse dage og hedder fair trade. Ud fra det ser både frihandel og fair trade ud til at være lignende begreber. Men er det virkelig så? Lad os se nærmere på.
Advokater for både fri og fair handel har mange mål til fælles. Selvom frihandelsforkæmpere har en større drøm i øjnene, forsøger de også at forbedre mange fattige landmænd over hele kloden, hvilket er hovedformålet for dem, der taler om fair trade. Det er en kendsgerning, at producenterne i alle dele af verden har et stort parti og ikke får en rimelig pris for alle deres bestræbelser. Overalt i verden er der frihandelsmestere, der synes at gøre alt, hvad de kan for at sænke taksterne i international handel. Selvom sådanne bestræbelser altid er velkomne, må det forstås, at de reelle støttemodtagere af denne kamp er store producenter, og endda regeringer, der anskaffer alle produkter fra småbønder og ikke de fattige landmænd selv. Det er her fair trade champions kommer ind i billedet, da de er dem, der er involveret i en kamp for at få lige kompensation for de rigtige producenter og producenter af landbrugsprodukter.
Langt den bevægelse, der koncentrerede sig om sænkning af takster og kvoter mellem landene, var der ikke tale om de fattige landmænd, og selv GATT, og nu WTO troede, at alle problemer vil være forbi med sænkning af takster og eliminering af kvoter. Uden tvivl præferencehandels- og restriktive kvotesystemer har skadet økonomisk svage lande, og de har ikke kunnet forbedre deres handelsmængde. Med henblik på frihandel i syne har GATT og nu WTO haft en stor succes med at sænke taksterne blandt medlemslandene, men alle fordelene er gået til store multinationale virksomheder og regeringer og ikke fattige landmænd. Men nu bevæger tingene sig på en hurtig måde med mestere af fair trade kæmper for de fattige landmænds rettigheder. De forsøger at få indført bestemmelser, der vil hjælpe fattige landmænd over hele verden til en lige kompensation for alt deres hårde arbejde.
