Forskelle mellem islam og jihad Forskel mellem

Anonim

Indledning

I næsten alle nationer i verden i dag er udtrykket jihad blevet synonymt med vold og lidelse. Selv mellemøstlige borgere, der er velbevidste om den egentlige betydning af ordet jihad som åbenbart i Koranen, udtrykker ofte negative følelser, når man taler om det. Dette skyldes, at internationale medieorganisationer konstant tilskriver internationale terrorhandlinger og myrder jihadister. Det kan siges, at ordet jihad er blevet kapret af terrorister over hele verden for at retfærdiggøre deres handlinger med vildskab.

Ordet Islam betyder faktisk overgivelse til Guds vilje, og ordet jihad anvendes i Koranen for at henvise til processen med at kæmpe for eller stræbe efter at opfylde dette mandat (Kiser, 2008). Der er ikke meget forskel på betydningen af ​​disse to ord, da de begge refererer til processen med at udmærke sig i Guds tjeneste. Begge ord indikerer faktisk, at troende skal tilstræbe at bevare renhed og dedikation til Gud under alle omstændigheder. Det kan faktisk siges, at begrebet jihad ikke kun findes i koranen, men også praktiseres af kristne, hinduer og buddhister. Det skyldes, at alle disse religioner opmuntrer de troende til at kæmpe mod interne synder såvel som ekstern ondskab i samfundet (Fatoohi, 2009).

Der er ingen reelle forskelle mellem ordene islam og jihad, men det skal påpeges, at sidstnævnte er blevet tildelt en negativ betydning uden årsag i det 21. århundrede. Ifølge Khan (2010) står ordene islam og jihad begge for at bevare fred blandt verdensborgere. Få mennesker indser, at der ikke er nogen omtale af udtrykket hellig krig i koranen. Ordet hellige krig blev først brugt i 1095 af Pave Urban II, da han formanede kristne i Europa for at gøre en hellig pilgrimsrejse til Jerusalem for at føre krig og fange det land, som Jesus Kristus blev født i (Tyerman, 2008).

Koranen nævner faktisk jøder i forskellige passager og henviser også til kristne som mennesker i bogen på grund af deres engagement i Jesu, Moses og Abrahams lære, som alle er vigtige profeter i islam (Kiser, 2008). Muslimer har faktisk eksisteret fredeligt med folk i forskellige trosretninger i århundreder. Ifølge Fatoohi (2009) bekræfter profet Muhammads lære som beskrevet i Sunnah, at de første sager, der vil blive prøvet på dommens dag, er dem, der har at gøre med udryddelse af uskyldigt blod. Koranen fordømmer også terrorhandlinger og anbefaler, at troende, der engagerer sig i dem, straffes på den mest alvorlige måde (Fatoohi, 2009).

I islam henviser ordet jihad faktisk til processen med at dedikere ens selv til Guds tjeneste gennem ydre nådes barmhjertighed såvel som intern rensning. Ifølge Kiser (2008) er der forskellige niveauer af jihad. En muslim kan leve indre jihad for at bekæmpe onde ønsker og opnå høje moralske standarder. Et samfund kan betale social jihad for at levere samfundet fra uretfærdige hersker eller bekæmpe undertrykkelse (Kiser, 2008). Muslimer forventes også at udøve en fysisk jihad, når deres nationer eller fællesskaber er invaderet af udenlandske tyranner. Den fysiske jihad anerkendes som den højeste form for jihad, fordi det kan resultere i døden hos den person, der engagerer sig i det, og opfordrer derfor til det ultimative offer (Streusand, 1997). Koranen siger, at fysisk jihad kun må udøves til defensive formål og ikke at terrorisere de uskyldige borgere i andre nationer og trosretninger. Der er ikke noget vers i Koranen, der tillader eller tilskynder til selvmordsbombning under ethvert påskud. Ifølge Fatoohi (2009) lærer Koranen, at tvang folk til at omdanne sig til islam er en forbrydelse, der burde straffes under loven.

Konklusion

Ordene islam og jihad kan siges at være synonyme, da de begge opfordrer den muslimske troende til at indgive sig selv til Guds vilje. Ingen af ​​dem fortaler for, at muslimer burde føre krig mod borgere fra andre nationer eller kraftigt konvertere dem til islam. Begge ord opfordrer de troende til at stræbe efter at underkaste sig højere moralske værdier i Guds søgen og operere i tilgivelse og barmhjertighed, når de interagerer med mennesker fra andre religiøse trosretninger.